Nørregade 7D, 7400 Herning
+45 51 16 89 95
CVR-nr: 32978665

○ Moorjazz Festival ○

Projektperiode: 2019 – 2023

Samarbejdspartnere: HH Herning, Foreningen Moor Jazz og Fermaten

Moorjazz Festival

Igennem flere år har det været en drøm at lave en jazzfestival i Herning. Idéen udspringer fra jazzkoncerterne, der siden 2002 har været afholdt på Fermaten i et samarbejde mellem foreningen Moor Jazz og Fermaten. Igennem en årrække er ambitionerne omkring jazzkoncerterne vokset og har betydet, at Fermaten siden 2012 har præsenteret internationale jazznavne fra allerøverste hylde. Maceo Parker, Snarky Puppy, Mezzoforte, Ed Motta, Scott Bradlee’s Postmodern Jukebox og Cory Henry er blandt de optrædende, som har fyldt og sat Fermaten på landkortet med international jazz.

Som resultat blev næste skridt at lave en årligt tilbagevende international jazzfestival i Herning, som ville forsætte med at fremhæve Herning som et sted at rejse til efter store jazzoplevelser. Ambitionen har været at rykke ind i samme klasse som jazzfestivalerne Tampere Jazz Happening i Finland, Umeå Jazzfestival i Sverige og London Jazz Festival, der er internationale og anerkendte jazzfestivaler placeret i byer.

I samarbejde mellem Moor Jazz, Fermaten og Swinging Europe blev Hernings første helt egen jazzfestival skabt og afviklet i 2019 – MOORJAZZ Festival så dagens lys til jazzede toner.

MOORJAZZ Festival 2021

Årets MOORJAZZ Festival 2021 byder på international stjerne og en række danske navne

MOORJAZZ Festival er tilbage, og denne gang kan publikum blandt andet opleve den franske sangerinde Camille Bertault, danske Rumpistol og en helt særlig overraskelse ude i byen, som annonceres senere. Festivalen løber af stablen fra den 29. oktober til den 13. november, og arrangørerne glæder sig over, at festivalen sandsynligvis bliver helt uden restriktioner.

En festival som næsten før corona

Da MOORJAZZ Festival blev afholdt for første gang i 2019, var det i de unikke omgivelser i det gamle HH Herning. Her var festivalen koncentreret til både en enkelt weekend og bundet til en enkelt lokation. Så indtraf corona, og 2020-udgaven af festivalen blev mere opdelt i sin form; koncerterne blev afholdt på Hernings forskellige kulturinstitutioner, og festivalen varede i knap 14 dage. I år har arrangørerne fra Fermaten og DSI Swinging Europe fokuseret på, at festivalen og jazzmusikken skal skabe stemning, nærhed og fællesskab, dog stadig på en række lokationer, så man stadig er på den sikre side ift. corona.

Et fransk scoop for festivalen

MOORJAZZ Festival gør sig bemærket, fordi festivalen er den første af sin slags i Jylland, og igen i år formår arrangørerne at præsentere et godt og varieret bud på den danske og internationale jazzscene, som den ser ud lige nu. Det helt store scoop for årets festival er den franske sangerinde Camille Bertault. Vi er rigtig stolte af at kunne præsentere en international stjerne som Camille Bertault. Udover Bertault, så kan publikum se frem til at opleve Kathrine Windfeld Bigband og Svaneborg Kardyb.

Mangfoldig jazz for alle

For arrangørerne bag MOORJAZZ Festival er det vigtigt, at jazzmusikken er for alle. Derfor byder årets festival også på en række koncerter, som i sin form eller placering adskiller sig fra koncerterne på Fermaten. MOORJAZZ Festival skydes i gang af det helt unge publikum, når det Herning-baserede Frekvens afholdes i en særlig jazzudgave på Scene 7, og danske Rumpistol giver koncert i helt særlige omgivelser på HEART. Samtidig afholder festivalen to lukkede koncerter: En stor gruppe folkeskoleklasser oplever Jacob Ds Maskinpark, og eleverne på Herning Gymnasium får bragt jazzen ud, når Addisabababand spiller afrojazz for dem.

En særlig overraskelse i Herning

Overraskelsen indebærer jazzmusik, der popper op i fire hyggelige værtshuse i Herning. Værtshusets gæster får serveret en musikalsk oplevelse, de sent vil glemme.

MOORJAZZ FESTIVAL 2021

  • Frekvens MOORJAZZ Preparty, 29. oktober kl. 20.00 – Scene 7
  • Rumpistol med Ensemble, 7. november kl. 14.00 – HEART Museum of Contemporary Art
  • Jacob Ds Maskinpark (lukket skolekoncert), 10. november – Fermaten
  • Addisabababand (lukket skolekoncert), 12. november – Herning Gymnasium
  • MOORJAZZ Surprise, 12. november – En række af byens værtshuse
  • Camille Bertault, 12. november kl. 21.00 – Fermaten
  • Kathrine Windfeld Bigband, 13. november kl. 15.00 – Fermaten
  • Svaneborg Kardyb, 13. november kl. 21.00 – Fermaten

MOORJAZZ Festival 2020

OLYMPUS DIGITAL CAMERA
OLYMPUS DIGITAL CAMERA

MOORJAZZ Festival 2020 - Mere nødvendig end nogensinde før

Festivaler var i 2020 en truet art og et væsen, man skulle kigge længe efter for at finde. Men i Herning formåede arrangørerne af MOORJAZZ Festival at gennemføre festivalen, som skulle vise sig at være tiltrængt, nødvendig og opløftende i en helt særlig grad.

MOORJAZZ Festival blev i 2020 afholdt under andre omstændigheder end normalt. Udover at gæsterne 2020 blev opfordret til at holde afstand i stedet for at opsøge nærhed, blev koncerterne, som normalt afholdes på HHHerning, fordelt på flere scener og dage. MOORJAZZ Festival præsenterede således en smeltedigel af forskellige jazzgenrer fremført på et udvalg af Hernings smukkeste og mest stemningsfulde lokationer.

Lokale unge åbnede festivalen

Den unge trio, Kosmos, stillede op med en genganger fra sidste års kuld af talenter på MOORJAZZ Festival, trommeslageren Gustav Hagelskjær, der siden er begyndt på konservatoriet i Aarhus. Trioen, som stod for åbningskoncerten på Herning Bibliotekerne torsdag den 29. oktober, spillede smuk, melodisk og nordisk inspireret jazz. Fredag aften stod tre bands foran et yngre, begejstret og indlevende publikum på Fermatens store scene til oktober-udgaven af konceptet Frekvens. Bandet Caleido spillede deres første koncert i Jylland og tog meget glade hjem til Sjælland efter en varm modtagelse. Kosmos gentog deres succes fra åbningskoncerten og skruede op for intensiteten, og aftenen blev afsluttet med det erfarne band, Girls In Airports, som leverede et brag af en koncert.

Museer og gymnasiet lagde scene til jazz

Både søndag den 1. november og torsdag den 5. november fik publikum lov til at høre jazz i smukke og helt specielle omgivelser. Søndag leverede et af de største talenter på den danske musikscene, Ginne Marker, en solokoncert med nerve, nærvær og sjæl på HEART. Torsdag fik trioen Hvalfugl luft under vingerne i Carl Henning Pedersen og Else Alfelts Museums smukke prismesal. Her gik den melodiske og nordisk klingende jazz direkte ind i de fremmødte publikumshjerter. Fredag den 6. fik eleverne fra musikklasserne på Herning Gymnasium en fest midt på dagen, da afrojazzbandet The KutiMangoes. Stemningen, elevernes store begejstring og den lange efterfølgende klapsalve med tilhørende tramp i gulvet kunne tyde på, at de studerende mere end nogensinde før havde brug for, at musikken mødte dem i deres hverdag.

Tre koncerter på Fermaten

Festivalen fortsatte fredag den 6. november på Fermaten, hvor et af de største danske jazznavne de seneste år bød publikum indenfor til en stemningsfyldt aften. Med deres unikke blanding af jazz og reggae skabte duoen Bremer/McCoy samhørighed mellem bas, klaver og smukke melodier. Lørdag eftermiddag blev Billie Holidays sange serveret med nærvær af Kira Skov, der fik opbakning af et swingende jazzband. Det blev således en rørende eftermiddag på Fermaten. Lørdag aften smeltede publikum og band sammen i fælles begejstring over Hammmondjazzen, da Ibrahim Electric fik den siddende fest til at eksplodere. Klapsalver og fede soli fra musikerne afløste hinanden, og alt gik op i en højere enhed.

På den solbeskinnede eftermiddag søndag den 8. november lukkede MOORJAZZ Festival 2020 ned med et musikalsk møde mellem et pigekor og en jazzet, undersøgende duo, der fandt nye veje i musikken. Gustaf Ljunggren og Emil de Waal havde inviteret MidtVest Pigekor i Gullestrup Kirke, hvor MOORJAZZ Festival sagde et højtideligt på gensyn til festivalens gæster. Festivalen fortsætter nemlig i 2021, hvor arrangørerne allerede nu er i gang med at planlægge efterfølgeren til årets succes. Festivalen blev d. 2. december afsluttet på Fermaten med en koncert efter en jazzcamp, hvor piger i alderen 10-15 var blevet undervist i jazz og improvisation.

MOORJAZZ Festival 2020 blev et jazzet øjebliksbillede af en mærkværdig tid, hvor især kulturen har været prøvet af, og hvis man spørger publikum, arrangører og artister, var 2020-versionen af festivalen mere nødvendig end nogensinde før.

MOORJAZZ FESTIVAL 2020

  • Niels Overgaard MOORJAZZ Festival 2020 – Hvad kan vi forvente? 22. oktober kl. 19.00 /Herning Bibliotekerne og d. 30. oktober – kl. 11.00 – 14.00 i DESIGNHUB-shoppen
  • Kosmos /29. oktober kl. 16:00 – Herning Bibliotekern
  • Frekvens præsenterer: Caleido, Kosmos og Girls In Airports / 29. oktober kl. 20:00 – Scene7
  • Ginne Marker /1. november kl. 15:00 – HEART- Herning Museum of Contemporary Art
  • Hvalfugl / 5. november kl. 17:00 – Carl-Henning Pedersen & Else Alfelts Museum
  • Bremer & McCoy /6. november kl. 09:00 – 09:45 – Vildbjergskole/ kl. 12:30 – 13:15 – Lundgårdskole/kl. 21:00 – Fermaten
  • The KutiMangoes /6. november kl. 11:00 – Herning Gymnasium
  • Kira Skov /7. november kl. 15:00 – Fermaten
  • Ibrahim Electric /7. november kl. 20:00 – Fermaten
  • Gustav Ljunggren/Emil de Wall + Midtvest PigeKor /8. november kl. 15:00 – Gullestrup Kirke

MOORJAZZ Festival 2019

November 2019 - Første Festival

Den første internationale jazzfestival blev afholdt d. 9. november 2019. Lokaliteten for festivalen i 2019 blev den nu fredede Herning Højskole. Bygningerne er unikke med smukke kunstneriske rum og to scener (Sekskanten og Foredragssalen), der tilsammen skabte en unik ramme om en indendørs jazzfestival, hvor der både var plads til publikum og kunstnere. Koncerterne blev suppleret med in-between arrangementer i form af masterclasses, workshops, artist talks, DJ, pladesalg, værter fra P8 Jazz mm. og andre givende indslag. De mindre rum på Højskolen blev eksempelvis anvendt til at skabe unikke intimkoncerter, som eks. PLAY!GROUND LIVE i pejsestuen, penthouse solo-koncerter i kunstnerlejligheden på 14. sal.


MOORJAZZ FESTIVAL 2019

  • Mezzoforte
  • Espen Eriksen Trio feat. Andy Sheppard
  • Kalaha
  • Abekejser
  • Jamieson Ross
  • Karmen Roivassep Quartet
  • Bo Stief – Fremtidsdrømme
  • Marie Dybbroe
  • The MoSaIC Project
  • PLAY!GROUND LIVE 2019
  • Jazzen på Genvisit