Nørregade 7D, 7400 Herning
+45 9628 8675
CVR-nr: 32978665

○ Herning Jazzfestival ○

Projektperiode: 2019 – 2020

Samarbejdspartnere: Herning Højskole, Moor Jazz og Fermaten

Herning Jazzfestival

Igennem flere år har det været en drøm at lave en jazzfestival i Herning. Idéen udspringer fra jazzkoncerterne, der siden 2002 har været afholdt på Fermaten i et samarbejde mellem foreningen Moor Jazz og Fermaten. Igennem en årrække er ambitionerne omkring jazzkoncerterne vokset og har betydet, at Fermaten siden 2012 har præsenteret internationale jazznavne fra allerøverste hylde. Maceo Parker, Snarky Puppy, Mezzoforte, Ed Motta, Scott Bradlee’s Postmodern Jukebox og Cory Henry er blandt de optrædende, som har fyldt og sat Fermaten på landkortet med international jazz.

Swinging Europe ønsker derfor at afvikle en årligt tilbagevende international jazzfestival i Herning, som fortsat vil fremhæve Herning som et sted at rejse til efter store jazzoplevelser. Ambitionen er at rykke ind i samme klasse som jazzfestivalerne Tampere Jazz Happening i Finland, Umeå Jazzfestival i Sverige og London Jazz Festival, der er internationale og anerkendte jazzfestivaler placeret i byer.

Jazzfestivalen afvikles i et samarbejde mellem Moor Jazz, Fermaten og Swinging Europe, hvor de forskellige specifikke kompetencer forenes for at få koncertafvikling, den tekniske side af en festival, de frivillige, økonomi og budget, kreativitet og projektstyring til at gå op i en højere enhed.

Kroppen, Hjernen og Hjertet
Det er over 100 år siden at den første jazzplade udkom i USA, allerede 7 år senere blev den første danske jazzplade udgivet. Siden da har jazzen været en etableret del af den danske musikscene. Der er ikke noget der tyder på, at den har tabt momentum. Tværtimod. Jazzen favner bredt – og der hvor den har det allerbedst er på en scene foran et publikum. Her kan den nå ud til unge og gamle. Den går i kroppen, i hjernen og i hjertet.

Den første internationale jazzfestival afholdes over en enkelt dag i november 2019. En af erfaringerne fra jazzkoncerterne på Fermaten er, at der i november måned er mange store internationale jazznavne på turné i Europa pga. flere større indendørs jazzfestivaler. Det vil vi benytte os af, da det gør det meget lettere, og billigere, at booke de store navne til Herning. Lokaliteten for festivalen i 2019 bliver den nu fredede Herning Højskole. Bygningerne her er unikke med smukke kunstneriske rum og to scener (Sekskanten og Foredragssalen), der tilsammen vil skabe en unik ramme om en indendørs jazzfestival, hvor der både er plads til publikum og kunstnere. Koncerterne kan i disse rammer suppleres med in-between arrangementer som masterclasses, workshops, artist talks, DJ, pladesalg, værter fra P8 Jazz, mm. og andre givende indslag. Desuden er det planen at bruge de mindre rum på Højskolen til at skabe unikke intimkoncerter, som f.eks. PLAY!GROUND LIVE i pejsestuen, penthouse solo-koncerter i kunstnerlejligheden på 14. sal, mm.

Der er stærke kunstneriske ambitioner bag jazzfestivalen. I 2019 vil vi præsentere et større internationalt navn kombineret med topnavne fra den danske jazzscene. Her tænkes der både på etablerede kunstnere og yngre navne. Jazzfestivalen er ikke bare til for musikkens skyld. Den er også til for publikums skyld. Derfor er der allerede nu afholdt et første frivilligemøde i september måned, hvor der blev nedsat en arbejdsgruppe bestående af
repræsentanter fra Moor Jazz, Fermaten og Swinging Europe sammen med både unge og ældre jazzlyttere i Herning.

Efter 2019 – Festivalen Udvikler Sig

Det er planen at udvide Herning Jazzfestival i 2020 til en to-dages jazzfestival og herefter skal det blive en begivenhed, der varer flere dage og breder sig ud i hele byen, hvor et samarbejde med andre lokale aktører er en oplagt mulighed. Her tænkes både på eksisterende kulturinstitutioner, som CHPEA Museum og HEART, der er naboer til Herning Højskole, samt andre institutioner inde i byen som Sangskolen, Musikskolen, Team Teatret m.fl. samt restauratører.

Follow by Email
Facebook
Facebook
YouTube
Instagram